3 mdr som iværksætter-musiker-mor - Her er hvad jeg har lært...

Kender du det, hvor du glæder dig helt vildt til noget, men samtidigt ikke kan se, hvornår du nogensinde skal blive klar?

Én af de ting i livet, jeg tænker, at mange af os travle, kreative hoveder har svært ved at føle os klar til er: BØRN.

For tre måneder siden fødte jeg min datter Agnes. Rundt i mit netværk kan jeg se andre små maver titte frem og jeg kan fornemme, at den her snak om livet som mor OG kunstner eller iværksætter... Det er en snak vi skal have lidt oftere.

Derfor har jeg lavet en lille liste over 5 ting, jeg har lært de seneste tre måneder post-baby.

Det er samtidigt nogle ting, jeg ville have ønsket, nogen havde fortalt mig for et års tid siden, da jeg stod med en positiv graviditetstest. Udover at blive meget glad og overrasket tænkte jeg nemlig også "fuck fuck, det er starten på enden af mit iværksætteri. Nu smuldrer det hele fra mig...". 

Det jeg har lært efter 3 mdr med barn er dog ikke helt så katastrofalt. Så længe jeg følger disse råd, som du måske også kan bruge:

1. Sæt dine forventninger heeelt ned: Til din business, din kreativitet og mest af alt din søvn. Der er virkelig en grund til, at folk går på barsel! 🤓

2. Lav ingen faste aftaler og deadlines de første måneder med baby - Trust me. You are bound to lose, my dear.

... Sæt dog gerne nogle små, personlige mål for dagen eller ugen, så tiden ikke bare forsvinder.

3. Brug barslen på at suge til dig. Foruden din babys smukke ansigt: Podcasts, lydbøger, korte webinarer, ny musik, dokumentarer...

- Vasketøj, der skal lægges sammen? ➡️ Podcast
- Kædeamning en hel aften? ➡️ Lydbog
- Gåtur med baby? ➡️ New Music Friday

4. "Sov når baby sover" (eller hvis du som jeg ikke har den der standby-knap) Læg dig og lav INGENTING, når baby sover og se en verden af idéer pible frem - lige pludseligt - når du er klar.
Din kreativitet er der stadig, men ammehjernen kræver et hvil for at få den frem(!)

(OOOBS: Punkt 4 er særligt vigtigt, hvis du i punkt 3 suger lige lovlig meget til dig)

5. Som forælder bliver man endnu bedre til at bruge tiden effektivt 💪
På trods af ammehjerne og en hverdag uden særlig mange rutiner, så formår jeg pludseligt at få hakket ting af to-do-listen, som jeg VED, at jeg ellers ville have udskudt. Måske tingene tager længere tid, men de bliver gjort!

Allervigtigst:
Det er altså okay at trække stikket. Og igen, sæt forventningerne helt ned, MEN vær ikke bange for at miste dig selv og din kreativitet. Det var jeg som nævnt nemlig selv.

Meget.

Men idéerne og skabertrængen kommer igen med fornyet styrke. Det tør jeg love 110% allerede nu!

Hvis du kender en kunstner-mor derude, der kunne få glæde af dette blogpost, så send det hendes vej... Eller send bare noget "♥️" videre.

Dét kan nemlig altid bruges. Især på vejen ind i et crazy, nyt kapitel, hvor følelserne sidder uden på tøjet.

 

Kærlig hilsen

Ann-Sofie Rokbøl

Musiker, stifter af Culture Crush... og MOR

Close

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få en "heads up", før næste workshop

Pssst... Jeg hader også SPAM. Forvent udelukkende mails med masser af inspiration, viden og gode tilbud.